Kan man græde af lykke over farven blå ?

Kan man græde af lykke over farven blå ?

Af Ketty Dahl, medlem af Lemvig Bykirke

Jeg er et menneske, der bekymrer mig meget… om alting faktisk, – ja, jeg går sjældent glip af en god bekymring. Og der er da sådan set også nok at bekymre sig om. Jeg ved godt, at Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os, men jeg er desværre (heller ikke på det punkt) altid særlig god til at lade det synke ind og tage ved lære af det. Jeg tror, jeg er en af dem, der ender med at få en ret emsig bekymringsrynke mellem øjenbrynene, fordi den er der næsten hele tiden, så den bider sig fast efterhånden ( hm…ja, så kan jeg jo lære det, for den rynke pynter godt nok ikke). Måske fordi jeg er, som jeg er, var det også en helt åbenbaring for mig, da jeg en dag helt uventet blev overvældet af Guds godhed på en lidt pudsig måde, der fik mig til at glemme alt andet.

Jeg gik en tur med hunden via en hulvej, hvor skrænterne stod grønne og blomstrende med mælkebøtter. Jeg er en af dem, der rent faktisk elsker mælkebøtter, jeg synes ikke, de er fandens, men derimod Vorherres. Oven over skrænterne tittede gule rapsmarker frem og fik farverne i landskabet til at stå endnu klarere. Vejen gik opad og mens jeg trasker op ad vejen med grønne skrænter, gule mælkebøtter og gule rapsmarker på begge sider, så åbenbarer der sig pludselig en klar lys blå himmel for enden af vejen. Jeg har aldrig set så smuk en farve før, den havde en så intens blå farve, at jeg ikke kan finde ord for at beskrive den. Og pludselig, uden nogen varsel, løb tårerne ned ad kinderne på mig, og jeg blev overvældet af en hjertets lykke. Det var som om Gud omfavnede mig lige der mellem mælkebøtterne, som om himlen blev så nærværende, og det slog mig, at sådan må der se ud på den nye jord, hvor himlen er så smuk, at man græder af lykke. Hvor Guds nærvær og taknemmeligheden for livet er så intens, at man bare må række hænderne i vejret og råbe tak. Det var som om, han smilte til mig og mindede mig om sin almagt, sin skaberkraft, sin kærlighed….med farven blå.

Jeg ved godt, at det kan virke som noget følelsesmæssigt, tåbeligt, sentimentalt pladder at græde af lykke over…ja… blå, ( jeg kan faktisk godt se det selv, når jeg nu skriver det her..) det kan godt være, at nogen synes, det er lidt højstemt eller rigelig langhåret at tale om, at Gud smiler til én, og ja, jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke fortælle, hvorfor man pludselig bare blive berusende glad og taknemmelig der ude i no where med den blå himmel ovenover. Jeg er ikke den type, der står med oprakte hænder til gudstjenester (ikke at folk ikke må det, det føles bare ikke naturligt for mig), jeg er mere ”vestjysk-hænderne-i-lommen-type”, men lige dér, helt for mig selv, erkender jeg, at hænderne kom op over navlehøjde, og jeg hviskede: ”Tak Gud”. Tak for det hele. For livet, for alt det, Du giver mig. Og jeg følte mig i et kort øjeblik fuldstændig omsluttet af troens farve: Blå. I et kort øjeblik vidste jeg, at uanset hvor langt mit liv bliver her, så venter der også et liv med Gud efter dette, – et liv i farvestrålende skønhed, hvor alt det grå og tunge er væk. I et kørt øjeblik forsvandt alle mine bekymringer, og jeg følte mig helt let.

Der er blevet holdt utallige prædikener over, hvad naturen viser os af Guds storhed, så mange, at man måske bliver helt tonedøv og farveblind i forhold til at se alle de undere, der sker i naturen omkring os, men hele skaberværket er jo en påmindelse om, hvor stor og kærlig Gud er; hver eneste blad, der folder sig ud, hver eneste fugl, der kvidrer, hver eneste sankt bernhardshund, der logrer  er jo et kærtegn fra os til Gud. Hans smil, om du vil. Jeg har altid lært mine børn, at det er detaljen, der tæller, – man skal altid lægge mærke til detaljen: en krummelure på en bygning, en smuk frønnet havelåge osv. Min gamle far går altid lige hen og klapper et gammelt træ, når han kommer forbi et, – lige lader hånden glide over den arrede bark, som en hilsen fra én gammel til en anden.

Ja, man kan se skønheden så mange steder, og træner man øjet, ser man den også de steder, hvor man ikke lige havde regnet med det. Og jeg tror faktisk, Gud har kælet for detaljerne omkring os i en sådan grad, at vi går glip af uendelig meget, hvis ikke vi ser dem. Og farverne kan altså gøre mig helt tummelumsk af lykke og taknemmelighed over at være i sådan en kreativ mesters hånd. Jo, man kan faktisk godt græde af lykke over blå.

Giv din respons

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort.